Skuespillet

"Jeg er bare så lykkelig"
"Jeg elsker dig"
"Jeg kan ikke leve uden dig"
"Du betyder alt"

Alle sammen er hørte replikker
Replikker som bruges i flæng
Overfladisk lige som;

"Hvad kan jeg hjælpe dig med"
"Farvel og tak"
"Du må have en god dag"

Det er nettop bare blevet en replik
En ting man skal sige for at leve op til
For at være et menneske

Vi bliver fornærmet,
Hvis ikke at folk lever op til det
Lever op til dette skuespil

"Det er da det mindste man kan gøre"

Hvor mange gange høre vi dem ikke
Høre de samme sætninger flere gange
Flere gange om dagen

Er det at være menneske
Egentlig bare en rolle,
Som man skal udføre
Og hvis man ikke husker replikkerne
Eller ikke har lyst til at sige det,
Så har man fejlet

Hvorfor er vi begyndt at ønske dette
Ønske at det hele skal være skuespil
Selvfølgelig er der normer og skikke,
Men man burde godt at kunne
Kunne have personligheden med i disse

Skuespillet er ikke menneskene værdig
Vi kan så meget mere
Vi har vores identitet
Vores personlighed

Men ønsket om skuespillet
Ønsket om det falske
- er åbenbart højere