Hej Tilde,
Først og fremmest utrolig flot, fordi du udfordrer klichéer både hvad angår rytme og tema. Hvis digtet havde haft et trist budskab, ville det være skrevet millioner af gange før. Men det er netop positivt, hvilket efterlader læseren med den samme følelser. I sig selv et træk der giver læseren en behagelig følelse. (Dermed ikke sagt, at litteratur altid skal give behagelige følelser, men nogle gange er det bare rigtig godt).
Omkring at bryde klichéer har du indsat et 'så' i fjerde vers efter 'smiler'. Det gør, at den efterhånden ret brugte rytme, set i mange hjerte/smerte digte, brydes, og du skaber en rytme, der overrasker læseren.
Du har et par kommaer omkring 'synes jeg', der ligeledes bryder rytmen på interessant vis. Det kræver temmelig stor sproglig indsigt at anvende grammatik på den måde.
Naturligvis er det ikke nok at holde sig til alt det gode

I den sidste halvdel bliver jeg forvirret. Den person du inddrager, udover jeg'et, bliver kun meget let skildret. Selv i digte skal personer skildres i dybden (på den vis det nu lader sig gøre i lyrik). Den største karakteristik, der forekommer, er en indikation af, at jeg'et er forelsket i den anden person. Men skarpt og hurtigt springer vi til 'et nej for et nej' og så til at et menneske kan gå fra dig - hvor blev personen af?
De hurtige skift gør, at jeg som læser ikke kan følge med i digtets handling i de 3-4 vers. Der må ligge nogle begivenheder forud for 'et nej for et nej' og de begivenheder skal læseren kunne forestille sig, men til det går det lidt hurtigt

Der kan det være en hjælp at lukke øjnene, trække vejret dybt og tænke: "Hvilke af mine tanker, og de begivenheder der har inspireret til digtet, kan en fremmed forestille sig - altså bare ved at læse digtet?" Ved sådan et roligt øjeblik er det relativt nemt at finde ud af, om noget er beskrevet for hurtigt, med andre ord om nogle vers giver mening, fordi du ligger inde med en viden, som kun du har.
Det bedste,
Søren